… det er, hvad der snakkes om i Vejle i 2007. Det er også samtaleemnet på en madras i en lille lejlighed, hvor jeg sammen med Mahmoud, Tarek, Ratib, Khaled og Yehya er i gang med at se filmen Matrix. Mens de fem skoleelever tømmer de sidste dåsecolaer fra Tyskland, og rulleteksterne fra filmen løber over skærmen, bliver diskussionen mere intens. 

”Det er da underligt, at der stadig bliver flere bander, mere hærværk, mere ballade og skyderi i en tid, hvor der aldrig har været så meget fokus på integration?” siger Khaled. 

Og de andre er enigt frustrerede, for hvordan kan al denne opmærksomhed og snak dog føre den fuldstændigt forkerte vej? Bølgerne går højt. De unge er tændte. 

”Nu må det være nok,” siger Yehya. 

”Ja, vi må gøre noget,” ivrer Ratib. 

”Men vi må også være realistiske. Det der med, at det er de andres skyld, fører jo ingen vegne hen,” supplerer Tarek og tilføjer: ”Det er jo også vores eget ansvar at bryde med offerrollen og gribe fat i de mange muligheder, vi har i Danmark og som i hvert fald ikke er dårligere end i de lande, vi oprindeligt kommer fra.” 

Mahmoud summerer op: ”Vi må se på os selv. Vi har ikke taget ansvaret for vores liv og fremtid, men vi er altså heller ikke blevet positivt mødt i de seneste ti år.” 

De fem unge bliver enige om, at hvis udviklingen skal vendes, starter det hos dem selv, og som i Michael Jackson-sangen af samme navn er det på tide, at det er ”The Man in the Mirror”, der nu indtager scenen. 

Vi samler de tomme chipsposer og dåserne sammen, rejser os fra madrassen og tager det første skridt ud på en ny vej. Denne aften lægger vi sammen den første sten til Team Succes. Da vi går hver til sit, konkluderer vi, at hvis vi gør, hvad vi altid har gjort, opnår vi, hvad vi altid har opnået. Vi er enige om at stoppe snakken og i stedet begynde at handle